Festforeningen

Anna Schytte (foran), Sarah Marie Skau (fra venstre bak), Sunniva Vidhammer, Maja Sørensen. Foto: Bjørnar K. Bekkevard

Anna Schytte (foran), Sarah Marie Skau (fra venstre bak), Sunniva Vidhammer, Maja Sørensen. Foto: Bjørnar K. Bekkevard

Som en undergruppe af Arrangementsforeningen Eilert findes Festforeningen. Hovedfokus for Festforeningen er at skabe muligheder for samvær mellem de studerende på sociologi på tværs af årgange og kuld. Dette ser vi i Festforeningen som en vigtig opgave, da det sociale aspekt ved studiet kan have stor betydning for, hvordan de studerende klarer sig videre gennem studielivet. Studerende kommer til Universitetet i Oslo fra hele verden, og det kan være vanskeligt at skabe sig et socialt liv blandt så mange nye, ukendte ansigter. Derfor forsøger Festforeningen at danne grundlag for et uformelt møde de studerende imellem udenfor forelæsninger og seminarer.

Som navnet beskriver, arrangerer vi i Festforeningen fester. I det foregående vårsemester arrangerede vi Vårfest og Arbeidernesdag-fest. Til Vårfesten mødtes vi på La Casa, hvor vi spiste tapas, og senere drog vi på baren La Boheme. Arbeidernesdag-festen var mere uhøjtidelig. Her mødtes vi i det private, hvor vi grillede og drak sangria. Begge arrangementer blev en succes!

Selvom vi er en festforening, er det ikke bare festerne, vi fokuserer på. Vi arrangerer også påske- og julelunsj, hvor de studerende kan tage en pause fra læsningen og mødes på Det Sosiale Rom. Og så er der selvfølgelig vores hjertebarn; den berømte Tertetirsdag. Denne afholdes hver tirsdag hele semesteret, hvor vi tilbyder gratis kaffe og kage til de studerende, og den er utrolig godt besøgt. Dette semester startede vi Tertetirsdag op allerede i fadderuken, og dette var en kæmpe succes specielt blandt fadderbarnene, som mødte talstærke op.

Festforeningen er altså både en forening for folk, som er glade for at feste men også for folk, som er glade for socialt samvær generelt. Det er en prioritet, at arrangementerne rammer så bredt som muligt, så alle skal føle sig motiverede til at deltage. For at få opfyldt dette mål har vi altid brug for nye indspark og anderledes ideer. Vi leder efter medlemmer som sætter en ære i at planlægge flotte arrangementer, og som stræber efter at skabe et sammenhold blandt de studerende på sociologi.